Dem som kender mig rigtig godt, ved at jeg er dødsens angst for at blive 30 - hvilket sker til november. Når man er 30 er man jo voksen (jo, man er så) og når man er voksen forventes man også at handle som en sådan. Samt at der er visse forventninger i samfundet om, hvordan ens liv bør være som voksen, I ved, hele rummelen med børn, job, hus og alt den slags. Og status er at vi overhovedet ikke er der i vores liv - slet ikke. Og måske aldrig kommer det - i hvert fald ikke omkring børnedelen - jeg synes pt. børn er dumme og irriterende. I hvert fald indtil de når op i konfirmationsalderen og rent faktisk bliver fornuftige mennesker. Charlie får rigeligt sit behov for børn opfyldt på arbejde.
Og vi ved slet ikke OM vi nogensinde vil have børn, bla. taget i mente at min sygdom er ret arvelig. Og en snotunge (for det ér sådan nogle jo) med humørsvingninger kombineret med en sur kælling med humørsvingninger (det er så mig ;) ), det er en sprængfarlig cocktail og måske mere end jeg vil byde nogen, i særdeleshed Charlie. På et eller andet tidspunkt må hans, tilsyneladende, uendelige tålmodighed altså finde en grænse.
Hvorom alting er, så har vi en aftale med banken på mandag, hvor vi skal diskutere vores økonomiske fremtid og dermed huskøb, uddannelse og den slags.
Især uddannelse, for Charlie vil gerne læse videre til pædagog (lønkontoret anerkender ikke, at man er den fødte pædagog (hvilket han jo er) (læg lige mærke til den frække finesse med parantesen i parantesen - kan I følge med? ) - de vil have papir på det, for at udbetale den rette løn).
Nå, men vi skal jo altså i banken, for at diskutere vores muligheder og det er godt nok voksent - jeg er ved at dø af skræk, for der er godt nok mange ting, som skal tages i betragtning og overvejes og budgetter, der skal laves. Så det gør - laver budgetter, altså. I hobetal. Èt endda så stort og datatungt at min computer gik ned, da jeg forsøgte at kopiere det over på et nyt ark... Nogle vil måske kalde det fanatisk - jeg kalder det grundig... Og meget meget voksent!
- Lige en lille sidehistorie (frit efter den halvhullede hukommelse):
Jeg har en helt fantastisk veninde, som er omtrent lige så bange for at blive voksen som jeg.
Hun er godt i vej, med et job og en sød kæreste og de er begyndt at snakke om at købe hus og har endda været ude at kigge på et. Hun fik til opgave at sende låneansøgning til banken, men hang lidt i bremsen med at få det gjort... Efter et stykke tid siger kæresten til hende: "Jeg synes ikke du skal indsende papirerne, du er jo ikke klar...". Det synes jeg er helt vildt indsigtfuldt og hvor er jeg bare glad for at hun har ham. <3
Man er ikke mere voksen, end man føler sig.
SvarSletJeg er 34 år, har hus og dertilhørende lån, bil, megastudielån, har været gift i snart 10 år, har to børn med handicap og har selv en kronisk smertesygdom. Men jeg føler mig stadig ikke særligt voksen. :-)
Det er nu også en lidt skræmmende tanke.. Jeg burde vel også kalde mig voksen efter ham den lille terrorist er kommet til verden. Jeg har mand(kæreste) og barn, er blevet bachelor, snakker hus og fremtid, overvejer jobsituation og hvad jeg vil efter uddannelsen. Det er skræmmende, når man stopper op og overvejer hvor voksent det egentligt er.
SvarSletMen nu har jeg også klippet lidt stof ud til at sy en masse små fine fugle til en uro og glæder mig til tøsefnidder og shopping lørdag :P
Thea