Ønskeliste

onsdag den 9. marts 2011

Jeg kan godt li' karse

I denne uge har vi været i banken at snakke økonomi - logisk nok. Og det var ikke just positivt og vi er ret langt fra de ting som vi drømte om - bankrådgiveren og jeg er åbenbart gået forkert af hinanden.
Så nu er vi sat yderligere tilbage i alle fremtidsplanerne, stort set.
Det betyder at vi har skulle tænke anderledes og vi er nu kommet frem til at kæresten gerne vil læse til pædagog. Det er ikke noget nyt, men det er ret nyt at det evt. kan blive aktuelt nu. Men så dukker der alle mulige spørgsmål op:
-Hvor skal han læse?
-Skal det være ordinær eller merit? (nogen der lige har 50.000kr de vil af med? - det koster merituddannelsen nemlig)
-Hvornår skal det være osv.

Og så kommer vi til kapitlet med ansøgning og KOT - nøj, hvor er det bare ikke nemt at finde ud af. Kæresten er på arbejde og jeg er hjemme, så derfor er det mig som forsøger at hitte rede i, hvad han skal sende hvorhen, hvordan økonomien skal hænge sammen og alt den slags kedelige ting. Og det er fint nok, så føler jeg da at jeg bidrager med noget - det er SÅ frustrerende ikke at kunne bidrage mere økonomisk - kommunen er næppe villige til at give mig lønforhøjelse :(. Så jeg må bidrage med det lidt jeg kan.

Status er at vi ikke har styr på en s... (jeg forsøger at vænne mig af med at bande - det går ikke så godt...). Til gengæld har vi heller ikke ret meget tid til at få det. Gah!

Nu tænker I sikkert - hvad har alt ovenstående at gøre med overskriften og det svarer jeg gerne på:
Mange psykisk syge lider af tankemylder (navnet beskriver meget godt, hvad det er) og det gælder også mig. Så pt. er mit hoved godt fyldt op af ting:
-Overvejelser om økonomi, boligsituation og den slags
-Tanker om hvordan mine piletræer skal se ud og hvor de skal være
-Overvejelser om om jeg skal bage boller manuelt eller lave dejen på bagemaskinen
-Opsummering af Gossip Girl

og endelig, et stort spørgsmål -

Hvorfor har jeg glemt, hvor godt karse smager?







PS Ja, det blev vist noget værre rod jeg fik skrevet... Det er altså ikke nemt, når tankerne bliver til om karsen i Gossip Girl mon er su-berettiget, eller om den slags ting ikke hænger på piletræerne...

Ingen kommentarer:

Send en kommentar