Ønskeliste

lørdag den 5. november 2011

Førtidspensionister er er dovne...

Når du spørger om det er fordi jeg er doven jeg er førtidspensionist, så prøv at overveje følgende:
-når du møder nye mennesker, så lyder spørgsmålet : hvad laver du så? Du svarer: jeg er lærer/mekaniker/læge/skorstensfejer/whatever. Det er din identitet udadtil. Folk ved hvad det er og at du bidrager til samfundet.
En psykisk syg førtidspensionist kan enten præsentere sig som førtidspensionist, glide af på spørgsmålet eller lyve.
Fortæller du sandheden er det oplagte svar : hvorfor? Og hvor er det synd for dig... I festligt lag og overfor nye mennesker er det ikke opløftende at fortælle at man sommetider ser og hører ting der ikke er der/ligger i dyb depression til daglig/tror man kan overtage verdensherredømmet eller hvad man end nu fejler.Og medlidenheden er lige så slem.

Forestil dig endvidere at stå op hver dag og vide at over 30procent af befolkningen ikke ønsker at arbejde sammen med dig. Og at en stor del af befolkningen synes du nasser, bidrager for lidt og bare burde tage dig sammen. Og at selv fra øverste top af samfundet mødes du med mistillid.

Med i ligningen skal også at man skal vedligeholde en løgn overfor dine nærmeste, sagsbehandlere, arbejdspladser og så videre. Kun for at få en indkomst som reguleres efter din partners indtægt og ikke kan ikke kan forhandles. Ovenstående er altså hvis vi forudsætter at jeg bare er doven...

Forestil dig kort sagt en hverdag med manglende identitetsfølelse, mistro, løgn, afhængighed af andre...
Tror du helt ærligt, at jeg, hvis jeg bare var doven ville gide alt det? - nej tak du, så napper jeg hellere et fuldtidsjob, det kan jeg i det mindste holde fri fra!