Ønskeliste

torsdag den 28. oktober 2010

Ode til en trofast ven

I dag er en vemodig dag, jeg har nemlig pensioneret min lille lyserøde radio. Displayet er stået af, så den viser de mærkeligste klokkeslet, f.eks. er den jævnligt 66.88 og det giver et vældigt rod, når nu det er det hidtil eneste ur vi har i stuen.
Radiosøgningen er derfor også helt hen i vejret og når nu den lille lyserøde netop ER en radio, så må man indrømme, at det er lidt et minus.
Vi har desuden fået nyt surround, som jeg har et hedt kærlighedsforhold til og som jeg, med skam, må erkende har overtaget pladsen som fast lydkilde.

Så nu er den lille lyserøde radio flyttet i syværelset, hvor jeg håber den nyder sit otium.

Men det er godt nok med blødende hjerte, for nøj hvor jeg elsker den lille ting og jeg er sikker på at den gengælder mine følelser.

Tak for vores skønne venskab, du lille, jeg glæder mig til at tage hul på pensionisttilværelsen med dig.

torsdag den 14. oktober 2010

Jeg tror ikke på noget...

Jeg tror ikke på noget, ikke på Julemanden, ikke på Gud, ikke på spøgelser, ikke på Påskeharen, ikke på NOGET!
Jeg tror ikke på den nymodens spirituelle trends, jeg tror ikke på chakraer, på healing, på den slags hokus-pokus.
Jeg tror på teknologi, på videnskab og det jeg kan føle og se.
Man kan vel kalde mig inkarneret skeptiker...



Alligevel har jeg i dag siddet med en nål i hovedpunden og een i panden. Den ene skulle gøre mig afslappet, den anden styrke min hukommelse og koncentration. Guderne (som jeg ikke tror på jo?) skal vide at jeg har brug for det!



...... Og jeg tror sgu det virker! Jeg blev i hvert fald underligt afslappet med en kærkommen ro og stilhed i hovedet og ingen kværnende tanker. Bare fyldt med positiv energi og virkelyst, glæde og varme.



Kunne godt ske jeg skulle droppe skeptikeren lidt og lukke noget hokus-pokus ind i mit liv...

tirsdag den 5. oktober 2010

Rigtige venner...

Rigtige venner... Dem kan man aldrig få for mange af. Jeg kan desværre ikke prale med at have en kæmpestor vennekreds, men jeg har nogle få rigtig gode venner, som jeg holder meget meget af. Omend jeg ikke er altid lige god til at fortælle dem det. Jeg er ikke den, der bare ringer for at sludre, jeg bryder mig slet ikke ret godt om at tale i telefon (med enkelte undtagelser) og jeg er heller ikke god til at tage hen at besøge folk.
Så meget af min kontakt til mine venner foregår mest i mit hoved, for, guderne skal vide at, jeg tænker meget på dem - det er jo, i sagens natur, en ret ensidig kommunikationsform, så jeg vil gerne benytte denne lejlighed til at sige til dem, at jeg elsker dem. Det betyder meget at de holder ved, til trods for min ret besynderlige og u-indragende (findes det ord mon?) facon.

Idag har jeg haft besøg af een af dem, en sød sød pige, som er bosat i Esbjerg. Jeg har ikke snakket med hende længe - vi taler mage måneder og ikke set hende i endnu længere tid.

Hun kom og fik farvet hår, så hun er smuk til at skulle giftes med hendes fantastiske kæreste på søndag. Til trods for at vi ikke har snakket i ca 100år, så var det ligesom at var havde set hinanden igår. - og dét er det som kendetegner rigtig venner - for mig.

Vi har aftalt at skal ned at besøge hende og hendes mænd til januar og jeg glæder mig allerede.

Så LilleSmølf, tak for besøg, kom snart igen - og tag gerne BabySmølf og GammelSmølf med.







PS: LilleSmølfs søn, BabySmølf kunne, i øvrigt sige "kage" før "mor" - der er en knægt, som har prioriteringerne i orden, han er vel sin fars søn... Man får jo ikke Nutella i blodårerne af ingenting, vel?